Søgefelt

Primære faneblade

    Dyr rødvin var ikke nok

    Juristens blog

    Dyr rødvin var ikke nok

    3. maj 2017 - 11:33

    Et dansk forsikringsselskab opsagde en IT-medarbejder i 2013. Forud for opsigelsen havde medarbejderen modtaget både en mundtlig og en skriftlig advarsel, bl.a. fordi han gentagne gange var udeblevet fra aftalte møder. Da han efterfølgende valgte at blive væk fra en workshop uden at melde afbud, valgte selskabet at opsige ham.

    Opsigelsen skete helt efter bogen, hvilket også blev bekræftet af såvel byretten som landsretten, hvor medarbejderen selv havde indbragt sagen. IT-medarbejderen var ikke medlem af Forsikringsforbundet, og havde dermed ikke adgang til vores juridiske rådgivning i denne sag.

    At opsigelsen overhovedet blev en sag ved domstolene skyldes blandt andet, at IT-medarbejderen efter sin opsigelse og fritstilling, forsøgte at få adgang til selskabets IT-systemer. Helt konkret tog IT-medarbejderen kontakt til en ekstern IT-konsulent, som var tilknyttet selskabet. Her forsøgte medarbejderen via løfter om rødvin, at få konsulenten til at overføre en række filer fra selskabets IT-system til ham.

    Den eksterne konsulent lod sig dog ikke lokke af rødvinen og orienterede selskabet, som valgte at bortvise medarbejderen. Dermed mistede den opsagte IT-medarbejder en del af den løn, som han ellers ville have modtaget under sin fritstilling.

    Filerne, som den bortviste medarbejder forsøgte at få adgang til, er naturligvis selskabets ejendom. Det samme ville gælde, hvis en ikke-fritstillet medarbejder havde overført filerne til sig selv.

    Den bortviste IT-medarbejder mente ikke selv, at bortvisningen var berettiget. Tværtimod. Han lagde sag an mod forsikringsselskabet og sagsanlægget omhandlede dels opsigelsen og dels bortvisningen. Byretten frifandt imidlertid selskabet, hvorefter IT‑medarbejderen ankede sagen til landsretten. Men også her fik virksomheden fuldt medhold i, at såvel opsigelsen som bortvisningen var berettigede.

    Den bortviste medarbejder er både i byretten og landsretten blevet dømt til at betale sagens omkostninger. I alt beløber de sig til kr. 78.000.  

    Juristens kommentar

    Dommen er et klart udtryk for, at opsagte medarbejdere bedømmes relativt strengt, hvis de forsøger at overføre elektronisk materiale, der betragtes som arbejdsgiverens ejendom. Det samme gælder i øvrigt generelt for det, der er arbejdsgiverens ejendom, så om materiale er elektronisk, på papir eller anden form er underordnet.

    At IT-medarbejderen ikke var medlem af Forsikringsforbundet betød, at vedkommende ikke havde adgang til vores juridiske vurdering af sagen. Den kunne have betydet, at sagen slet ikke var ført, eller at Forsikringsforbundet havde ført sagen og dermed også påtaget sig sagsomkostningerne, hvis sagen tabes.

    Julekalender 2017 - se vinderne

    03. december 2017

    Hver dag fra den 1. december og frem til juleaften trækker vi lod om fire...

    13. december 2017 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5, København - lokale 3.5

    15. december 2017 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5 - lokale 3.5

    24. januar 2018 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5, lokale 1.3

    29. - 31. januar 2018 - Kobæk Strand, Kobækvej 85, 4230 Skælskør

    26. - 27. februar 2018 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5 - lokale 3.5