Søgefelt

Primære faneblade

    Arbejdsgiver læste medarbejders sms’er

    Juristens blog

    Arbejdsgiver læste medarbejders sms’er

    27. november 2015 - 10:04

    Er en sms omfattet af loven om brevhemmelighed på samme måde, som e-mail er? Gør det nogen forskel, hvis sms’en er sendt fra en firmatelefon, som er udlånt til en medarbejder? Det spørgsmål måtte Retten i Aarhus afgøre i en principiel sag, hvor Aarhus Havn havde læst SMS-korrespondance mellem en medarbejder og hans kolleger.

    Retten afgjorde, at det var i strid med straffelovens bestemmelse om beskyttelse af brevhemmelighed, at Aarhus Havn som arbejdsgiver havde læst sms-korrespondancen.

    Sagen startede i 2012, efter en konflikt mellem Aarhus Havn og de ansatte kranførere. Aarhus Havn havde i den forbindelse en mistanke om mobning blandt medarbejderne, og da arbejdsmiljørepræsentanten indleverede sin mobil til udskiftning, benyttede Aarhus Havn sig af lejligheden til at gennemgå sms-beskeder på telefonen. Aarhus Havn lagde stor vægt på, at de kun havde gennemgået arbejdsrelaterede sms-beskeder. Retten udtalte om dette forhold, at det måtte lægges til grund, at en del af korrespondancen var af både privat og fortrolig karakter.

    Retten kom frem til, at sms-beskeder er lukkede meddelelser i lighed med e‑mails og breve. Sms-beskederne lå i en ind- og udbakke, som aktivt skulle tilgås for at kunne læses. De var derfor ikke umiddelbart tilgængelige, straks man åbnede telefonen. Det forhold, at telefonen tilhørte Aarhus Havn og frivilligt blev indleveret til udskiftning, kunne ikke ændre på afgørelsen.

    Med til at støtte afgørelse var, at telefonen kunne benyttes såvel arbejdsmæssigt som privat, og at der ikke var udstukket retningslinjer for arbejdsgivers adgang til korrespondance på telefonen.

    Det støttede også rettens afgørelse at medarbejderen var arbejdsmiljørepræsentant. Derfor måtte der kunne forventes et element af fortrolighed i korrespondancen med hans kollegaer.

    Det kom også Aarhus Havn til skade, at de ikke i forbindelse med konflikten med kranførerne havde besluttet, at de ville forsøge at finde baggrunden for konflikten ved eksempelvis at gennemgå korrespondance mellem de implicerede medarbejdere. Muligheden for at læse sms’erne var opstående ved en tilfældighed, og det havde de benyttet sig af.

    Alt i alt afgjorde retten, at Aarhus Havn ikke havde haft ret til at læse sms-korrespondancen og dermed havde brudt brevhemmeligheden i straffeloven.

    Alligevel ingen straf

    Aarhus Havn havde fået juridisk rådgivning fra Aarhus Kommune, inden ledelsen havde læst sms-korrespondancen. Aarhus Kommune havde sagt god for både at tilgå og gennemgå sms-beskederne. Aarhus Kommunes juridiske rådgivning havde vurderet, at dette hverken var et brud på brevhemmeligheden eller et brud på god databehandlingsskik.

    Retten kom derfor frem til, at ledelsen hos Aarhus Havn på grund af den forkerte rådgivning havde befundet sig i en undskyldelig misforståelse vedrørende straffeloven på det tidspunkt, hvor de læste sms-beskederne. Med baggrund i disse formildende omstændigheder undlod retten undtagelsesvist at idømme de tiltalte ledere straf.

    Juristens kommentar

    Afgørelsen fra Retten i Aarhus viser i lighed med tidligere sager omkring ansattes brug af e-mails og internet at det er vigtigt, at virksomheden i f.eks. ansættelseskontrakten eller personalepolitikken fastsætter retningslinjer for medarbejderes brug af arbejdsmobiltelefonen.

    Afgørelsen er lidt besynderlig i og med at den konkluderer at der er begået et strafbart lovbrud, men at det kan undskyldes med dårlig rådgivning. Hvis dette virkelig er tilstrækkeligt til at undgå straf for en fastslået strafbar handling, så kan det få vidtrækkende konsekvenser for det danske retssystem.

    Julekalender 2017 - se vinderne

    03. december 2017

    Hver dag fra den 1. december og frem til juleaften trækker vi lod om fire...

    13. december 2017 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5, København - lokale 3.5

    15. december 2017 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5 - lokale 3.5

    24. januar 2018 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5, lokale 1.3

    29. - 31. januar 2018 - Kobæk Strand, Kobækvej 85, 4230 Skælskør

    26. - 27. februar 2018 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5 - lokale 3.5