Søgefelt

Primære faneblade

    Vi skal åbne døren til fremtiden

    Charlotte Hougaards leder fra Forsikring 5-2016, forkortet

    Hvis du efter læsning af aviser, nettet og artikler i dette og tidligere Forsikring sidder med en fornemmelse af, at din kontorstol snart bliver overtaget af en robot, så er der ikke noget at sige til det. Men dels kommer det ikke til at ske i morgen og dels er der bestemt også noget, vi kan gøre ved det – sammen.

    For der bliver også fremover brug for mennesker i forsikringssektoren. Mange mennesker. Jobbene ændrer sig, og det samme gør de nødvendige kompetencer, men sådan har det jo altid været.

    Når jeg hører om ansættelsesjubilæer på 40 år og mere, så tænker jeg at her er en person, som i helt utrolig grad har været agil og fleksibel i sit arbejdsliv.

    Tænk over, hvilken udvikling vi har været igennem de seneste godt 40 år: Skrivemaskiner og brevordnere er udskiftet med computere, vi er gået fra skrivestuer, hulkort og arkivkældre til teams og datalagring.

    Set i det lys virker de kommende års ændringer ikke så skræmmende, for endnu en computer og endnu et stykke software kan vel ikke slå os af banen?

    Udfordringen i dag er, at den tidligere noget adstadige udvikling nu accelererer voldsomt. I forsikringssektoren får vi derfor ikke den mere rolige læringskurve, som andre sektorer har haft. I vores sektor kommer vi til at springe mellemtrinnene over, og gå direkte til et højt niveau af digitalisering, automatisering og selvbetjening.

    Eksperter, fremtidsforskere og ledere i selskaberne tegner ikke et dystert billede af fremtiden, men et anderledes billede. Det er et billede, hvor der bestemt også er plads til mennesker – og mange af dem. Men vi skal forstå og acceptere, at jobbene, kompetencerne og opgaverne ændrer sig.

    Derfor er Forsikringsforbundet i tæt dialog med arbejdsgiverne i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger i starten af 2017.

    Vores opgave er at sikre medlemmerne af Forsikringsforbundet – dig – en overenskomst, som ikke alene sikrer din realløn, men som også giver de bedst tænkelige muligheder for, at der er en plads til dig i fremtidens forsikringssektor.

    Det kræver nytænkning, for vores arbejdspladser er under pres, ikke alene fra teknologierne, men også fra outsourcing – og fra udflytning af opgaver til andre fagforeningers billigere overenskomster.

    De forsikringsansatte har nogle unikke kompetencer, et værdifuldt erfaringsgrundlag og gennem tiden vist en fornem evne til at tilpasse sig udviklingen. Det har værdi for selskaberne – og det ved de også godt.

    Den kommende overenskomst skal åbne døren til fremtiden for dig som medlem af Forsikringsforbundet. Vi ønsker at sikre dig tryghed i jobbet, kompetenceudvikling og at fleksibilitet omkring arbejdstid, -form og -sted, kommer dig til gode.

    Det har aldrig været vigtigere for dig som medlem at forstå, hvor vi er på vej hen – såvel i branchen som med overenskomsten.


    Venlig hilsen

    Charlotte Hougaard
    Landsformand

    25. oktober 2017 - Odeon, Odeons Kvarter, 5000 Odense C

    I dette foredrag giver tech-ekspert David Guldager et fornyende og morsomt indblik i den...

    23. oktober - 19. december 2017 - Forsikringsakademiet, Rungsted Strandvej 107, 2960 Rungsted Kyst

    24. - 25. oktober 2017 - Forsikringsforbundet, Fondens Hus, Otto Mønstedsgade 5, 1571 København V

    25. oktober 2017 - FTF København, Niels Hemmingsens Gade 12, 1153 København

    25. oktober 2017 - Tryg, Sommervej 31C, 8210 Aarhus V

    26. oktober 2017 - Forsikringsforbundet, Otto Mønsteds Gade 5 - lokale 3.5