Søgefelt

Primære faneblade

    Finanssektoren sætter fokus på seksuel chikane

    Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Finansforbundet og Forsikringsforbundet udgiver fælles guide til forebyggelse og håndtering af seksuel chikane i finanssektoren.

    ​​​Seksuel chikane opleves individuelt, men skal forebygges i fællesskab. Sådan lyder det indledningsvist i en ny guide til forebyggelse af sexchikane.

    Bag guiden står Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Forsikringsforbundet og Finansforbundet.    

    "I finanssektoren har vi relativt få sager om seksuel chikane, men én sag er én sag for meget. Derfor er det vigtigt med et løbende fokus på både forebyggelse og håndtering af seksuel chikane. I den forbindelse har ledelsen et særligt ansvar, men den enkelte medarbejder har også et vigtigt medansvar for at opretholde en kultur på arbejdspladsen, hvor seksuel chikane er uacceptabelt," siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.   

    Antallet af sager om seksuel chikane er få i finanssektoren. Ifølge en undersøgelse, som Finansforbundet offentliggjorde i maj, har to ud af hundrede finansansatte inden for de seneste tre år oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser.

    "Seksuelle krænkelser er naturligvis noget, hverken medarbejdere eller virksomhed skal acceptere uanset omfang. Derfor er det vigtigt, at vi tør tale om sagen. Både for at komme de konkrete problemer til livs, men også for at være med til at skabe nogle fornuftige spilleregler i de sociale sammenhænge, man nu indgår i på sin arbejdsplads. Vejen dertil er åbenhed og dialog, og det er i høj grad også for at hjælpe den på vej, at vi lancerer guiden," siger Michael Budolfsen, næstformand for Finansforbundet.

    Konkret har de tre organisationer i fællesskab udarbejdet en guide med otte gode råd til forebyggelse og håndtering af seksuel chikane. Guiden vil blive​ distribueret til ledelser, tillidsvalgte og medarbejdere i finanssektoren.

    Et af de gode råd handler om at formulere klare retningslinjer omkring seksuel chikane. En ny undersøgelse fra Forsikringsforbundet viser nemlig, at hver fjerde medarbejder ikke ved, om der eksisterer retningslinjer på deres arbejdsplads eller ej.

    "Seksuel chikane er mange steder et tabubelagt emne, der kan være svært at tale om. Derfor er det vigtigt, at ledelserne og de tillidsvalgte er klædt på til at åbne for dialogen på arbejdspladsen. Dialog er dog kun første skridt, og jeg håber, at selskaberne tager handling på baggrund af de gode råd, vi som organisationer har udarbejdet i fællesskab," siger Charlotte Hougaard, landsformand for Forsikringsforbundet.

    Senere på året følger organisationerne op med et fælles gå-hjem-møde om forebyggelse af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane.

    Ifølge Arbejdstilsynet er der tale om seksuel chikane, når en person regelmæssigt og over længere tid udsætter en anden person for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende opfatter som krænkende.

    Er det på tide, at du får tjekket dit arbejdsliv af?

    16. oktober 2018

    Som medlem af Forsikringsforbundet kan du få en gratis personlig karrieresamtale,...