Så har vi taget afsked med 2009 – det sidst år i tiåret ”nullerne”. Det er ikke et år vi hos DFL vil mindes med glæde, for med nedskæringer og afskedigelser var det præget af finanskrisen. Ja, end ikke klimaet fik vi styr på, men det er vist også en opgave, som overstiger hvad DFL kan håndtere.
Vi står nu på tærsklen til et helt nyt årti, og selv om det til tider kan være svært, så skal vi bevare det gode humør og optimismen, hjælpe og støtte dem, der trænger til det, og gennem positiv dialog overbevise selskaberne om, at det kan være langt bedre for alle parter at tænke kreativt og finde nye muligheder, frem for at afskedige.
Heldigvis er der stadig større forståelse for, at vigtig viden og erfaring skal bevares i selskaberne, samtidig med at regeringen, DFL og arbejdsgivernes egne organisationer understreger, at man bestemt også skal satse på de unge. De skal have tilbudt elevpladser og gode muligheder for videreuddannelse – måske endog med offentlig anerkendelse, således at forsikringsuddannelserne får endnu større anvendelighed.
Uddannelse og kompetenceudvikling er noget, vi kommer til at tale meget mere om i det nye tiår. Lavlønslande står klar til at håndtere rutinearbejdet samtidig med, at vi vil se øget globalisering, konsolidering og løbende strukturændringer i vores branche. Derfor skal vi sørge for at vedligeholde og udbygge vores viden, og have et åbent sind for forandring.
Som medlem af DFL står du ikke alene med dine spørgsmål, udfordringer og problemer. Du kan trække på erfaringen og ressourcerne i din personaleforening, og bag personaleforeningen står resten af DFL klar til at støtte.
Så velkommen til 2010 – sammen kan vi gøre det til et bedre år!
Mette Bergmann
Landsformand for DFL