Der kommer mere fokus på arbejdsmiljøet, når virksomhederne indgår skræddersyede lokale aftaler om organisering af arbejdsmiljøarbejdet.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Danske Forsikringsfunktionærer indgik i 2003 en rammeaftale, som gav forsikringsselskaberne mulighed for at tilpasse deres sikkerheds- og samarbejdsstruktur til egne forhold. Virksomhederne kunne dermed fravige arbejdsmiljølovens regler om organisering af arbejdsmiljøarbejdet.
Status er i dag, at selskaberne Tryg, Nordea Liv & Pension, Topdanmark og GE Frankona på forskellige måder har brugt rammeaftalen for at forbedre deres arbejdsmiljøarbejde. Forbedringerne er en kombination af mere effektive procedurer og et bedre arbejdsmiljø.
Behov frem for paragraffer
Formålet med rammeaftalen var at styrke og effektivisere sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Det skulle gerne forbedre selskabernes konkurrenceevne og driftsresultat, og samtidig skabe tilfredshed og tryghed hos medarbejderne. Rammeaftalen gav bl.a. mulighed for at sammenlægge sikkerheds- og samarbejdsudvalg og dermed skabe en administrativ lettelse.
Mere involverede
Erfaringerne viser nu, at Aftalen bl.a. har været med til at skabe et mere enkelt grundlag for sikkerheds- og sundhedsarbejdet i selskaberne. Det har betydet, at sikkerhedsgrupperne er mere involverede end tidligere.
Samtidig melder selskaber, at der er kommet mere ledelsesmæssigt fokus på arbejdsmiljøarbejdet.
Større kontinuitet i arbejdet
Sikkerhedsrepræsentanterne har flere steder fået længere funktionsperioder. Det har betydet, at man har kunnet reducere det kompetencetab, som opstår, når medarbejdere, der har fået arbejdsmiljøuddannelse og erfaring med sikkerhedsarbejdet træder ud af arbejdet. Det har givet et kvalitetsløft til arbejdsmiljøarbejdet via en større grad af kontinuitet i sikkerhedsarbejdet.