Landsformanden har ordet
"Landsformanden har ordet" er udmeldinger fra DFL's landsformand Mette Bergmann omkring aktuelle samfundsmæssige og fagpolitiske spørgsmål.
Hvis du vil læse de tidligere udmeldinger, så klik på det ønskede emne i listen i venstre kolonne.
I gamle dage var der altid hvid jul
[05-12-2011] Kan du se billedet for dig: Det hyggelige bindingsværkshus, som ligger hist hvor vejen slår en bugt i et hvidt snelandskab. I vinduerne er der julepyntet og i køkkenet pusler mor med at få sværen sprød og sovsen tyk.
Hvor var alt dog godt og dejligt i gamle dage.
Vi mennesker har en utrolig hukommelse, men den er heldigvis bedst til at huske de gode ting og ofte hurtig til at glemme de dårlige. Derfor husker vi også bedst de vintre, hvor vi kunne hive kælken frem og boltre os i sneen.
Men alt var nu ikke hvidt og godt i gamle dage. I midt-halvfjerdserne måtte DFL’s medlemmer op på barrikaderne for at blive hørt af arbejdsgiverne. På det tidspunkt var de forsikringsansatte lønmæssigt sakket så langt agterud, at bannere, skilte og de skrattende megafoner måtte hives frem.
Blot ti år senere kunne DFL så glæde sig over et resultat af overenskomstforhandlingerne, herunder et nyt lønsystem, der gav alle forsikringsansatte flotte lønstigninger.
Så sent som i 2008 kunne vi afslutte overenskomstforhandlingerne med over 12 procent i lønstigning over fire år. Men så gik verden af lave – og nu skal vi forhandle overenskomst for de kommende to år.
Når vi om kort tid sidder ved bordet med arbejdsgiverne og forhandler den kommende overenskomst, så vil afsnittet om størrelsen på de kommende års lønregulering fylde rigtig meget.
Forsikring er stadig en god branche at være ansat i. Selskaberne er generelt gode og sunde forretninger, der behandler deres medarbejdere ordentligt og gerne lytter til, hvad DFL har at sige. Vi har en fælles interesse i, at selskaberne også er fremover er gode forretninger, for det åbner dørene for at sikre vores medlemmer de bedste forhold.
Branchens seneste nøgletal er rigtig gode, og udviklingen går i den rigtige retning. De største forsikringsselskaber har givet afkast, som ligger i top blandt nordiske virksomheder, og det har aktiemarkederne kvitteret for.
Når vi sidder med arbejdsgiverne ved forhandlingsbordet, så kommer vi nok til at minde dem om dette – og understrege for dem, at vi har en fælles interesse i at sikre de gode forhold i branchen.
My name is Bond - Eurobond!
[07-11-2011] Tro mig når jeg siger, at hvad der sker i EU kan få alvorlige konsekvenser for vores hverdag her i Danmark.
Tag bare hele den samfundsøkonomiske krise, som vi nok havde troet ville klinge ud til fordel for ny vækst. I stedet taler økonomerne nu om en langvarig og dyb krise, som på mange måder kan sammenlignes med det store kollaps i 1930’erne. Skulle man ikke tro, at vi var blevet klogere og havde fået flere advarselslamper og værktøjer til netop at undgå sådan noget?
Selv om DFL er en meget lille spiller i den store EU-sammenhæng, så har vi den klare mission at arbejde på at påvirke EU-beslutningstagerne til at tage de beslutninger, som tjener DFL’s medlemmer bedst. Påvirkningen sker via NFU, vores nordiske forening for faglige organisationer på finansområdet, samt via UNI Global Union Europe og vores danske paraplyorganisation FTF.
På den nyligt afholdte UNI Europe konference i Toulouse var netop krisen og hvad EU kan og vil gøre for at håndtere den oppe til diskussion.
Fra EU har man fremlagt tanker om nogle økonomiske værktøjer til at styre krisen – eksempelvis Eurobonds, som er en slags obligationer, der garanteres af EU-landene. Men hvordan sikres køberne af Eurobonds og hvad skal pengene bruges til? Pengene fra salg af Eurobonds kan betyde, at EU pludselig står som ejer af finansielle virksomheder omkring i Europe – og vil det betyde noget for din hverdag, hvis selskabet pludselig styres fra Bruxelles?
Også beskatningen af finanssektoren var oppe til debat i UNI. Heldigvis ser det her ud til, at EU lægger sig fast på en beskatning af transaktioner og ikke på den direkte giftige lønsumsafgift. Beskattes lønninger vil finanssektoren fyre medarbejdere, så det skal vi arbejde hårdt for at undgå.
Der er også spørgsmålet om EU skal indføre en minimalløn? Tanken er jo pæn, men skal den så være ens for alle lande og alle typer medarbejdere – eller hvad er tanken? Også indførelse af europæisk minimalløn kan være en bombe under vores arbejdspladser.
Det er hårdt arbejde at sætte sig ind i de mange forslag og problemstillinger, men jo mere af vores hverdag, der reguleres gennem EU-regler, desto vigtigere er det, at vi kigger ud over vores hjemlige andedam.
Også selv om det er vanskeligt og absolut ikke altid spændende!
Tænk vækst frem for besparelser
Der har gennem den seneste tid været en stribe større opsigelsesrunder i bankverdenen. Opsigelserne skyldes ikke at bankerne generelt ikke tjener penge, for det gør de fleste.
Årsagen er, siger de, at de vil tilpasse omkostninger og sikre fremtiden ved at foretage strukturændringer her og nu, så de også fremover tjener penge. At tjene penge betyder for dem, at de kan forrente egenkapitalen med 10-15 pct.
Direktionerne har fokus på omkostningerne og vil sikre indtjeningen. Det gælder også i forsikringsverdenen, hvor vi dog primært har set løbende tilpasninger og justeringer, frem for større afskedigelsesrunder.
Såvel bank som forsikring er en del af finanssektoren, men er faktisk to meget forskellige brancher. Hvor bankerne typisk udlåner penge og modtager indlån, og så ”lever af” rentemarginaler og gebyrer, så er det anderledes i forsikringsverdenen. Her kommer pengene ind først i form af præmiebetalinger, lægges i kassen for så senere – måske – at skulle bruges til erstatninger til kunder.
Bankverdenen har dermed en udfordring omkring finansiering, som forsikring ikke har. I bankverdenen stilles forståeligt nok meget store krav om sikkerhed for indlånernes kapital, hvor man i forsikring i stedet stiller krav om, at selskaberne har helt styr på deres risiko.
Jeg kan frygte, at bankernes afskedigelsesrunder kommer til at smitte af på forsikringsbranchen, som i øvrigt får nok at se til, når solvens II skal indføres i januar 2013. Det kan betyde, at de vil ride med på afskedigelsesbølgen for at opnå hurtige omkostningsreduktioner - selv om det kan være svært at se relevansen. Men når en del af erhvervslivet bliver grebet af noget, der ligner panik, så har andre desværre en tendens til at løbe samme vej i stedet for at stoppe op og tænke sig om.
Og det er netop at tænke sig om, jeg vil opfordre selskaberne til. Frem for at skabe forringelser og utryghed gennem afskedigelser foreslår jeg at selskaberne fokuserer på at skabe vækst gennem nye initiativer, nye produkter og ikke mindst ved at yde god service overfor kunderne.
Initiativer og vækst er jo netop hvad politikerne opfordrer erhvervslivet til, så det må da ligge lige for.
Der skal forhandles
Mens jeg skrev dette, sad en anden formand - Helle Thorning-Schmidt - og forhandlede for at få samlet en ny regering. DFL som organisation har ingen relation til partipolitik, men naturligvis en meget stor interesse i politiske forhold, der kan føre til ændrede – og i særdeleshed dårligere – forhold for DFL’s medlemmer.
Det er derfor med en vis glæde at jeg noterer mig, at den politiske situation i Danmark nu har bevæget sig derhen, hvor parterne ganske enkelt er nødt til at gå i dialog for at finde en mulig vej gennem de mange udfordringer, som samfundet står over for. Uden dialog får vi ikke de bredt funderede løsninger, som også vil fungere i praksis.
Det interessante for mig er, at dette netop er situationen for en organisation som DFL. Her har vi gennem længere tid arbejdet på vores bidrag til ”programmet” for fremtiden i form af vores krav og ønsker til den kommende overenskomst. De skal fremlægges ved overenskomstforhandlingerne med Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), som starter i det nye år.
I forhandlingerne med FA er dialog og forståelse for modpartens situation vigtige elementer på begge sider af bordet, når der skal findes en løsning – en ny overenskomst – som alle kan tilslutte sig.
Og der skal findes en løsning, for sker det ikke kan vi ende i en regulær konflikt. Hverken arbejdsgiverne eller DFL ønsker konflikt, for her er ofte ingen vindere – kun tabere. Grundlæggende ønsker vi jo ikke at skade selskaberne, men at støtte dem, for det tjener i sidste ende vores medlemmer bedst.
Dialogen mellem DFL og arbejdsgiverne skal sikre dig tryghed, men ingen kan garanterer mod afskedigelser. Men stol på, at vi i DFL altid vil kæmpe for, at de minimeres og i øvrigt sker så respektfuldt, som overhovedet muligt.
Den danske model
I et samfund, der i stigende grad er præget af individualister, er ordet ’solidaritet’ med garanti ikke det, der bruges oftest. Vi lærer gennem medierne, at det er hipt at være smart og selvstændig - og at du er ’din egen lykkes smed’.
Udpræget individualisme – jeg kunne fristes til at kalde det egoisme – er ikke det, som fungerer bedst ude på arbejdspladserne i selskaberne. Den kollega, som kører sit helt eget løb og kun har øje for at opnå størst muligt personligt udbytte er sjældent den mest afholdte.
Erfaringsmæssigt opnås det bedste udbytte ved at stå sammen og få gennemført krav over for arbejdsgiverne. Det er, hvad jeg kalder for solidaritet, men jeg kunne også kalde det for fællesskab. Og tro mig, det fungerer!
Solidariteten blandt medarbejderne i forsikringsbranchen viser sig gennem den generelt høje organisationsgrad. Det er sådan, at jo højere organisationsgraden i selskaberne er, desto stærkere står DFL over for arbejdsgiverne, når der skal forhandles overenskomst.
En høj organisationsgrad er også udgangspunktet for ’den danske model’, som bygger på, at arbejdsgivere og arbejdstagere repræsenteres gennem deres respektive organisationer. Her skal de så i dialog – til tider langvarig og vanskelig – finde en balance i krav og muligheder, som vil fungere i praksis.
Hvor var vi henne, hvis vi ikke havde den danske model og en overenskomst med arbejdsgiverne?
Så skulle vi have lovgivning i stedet for aftaler mellem parterne, ingen løbende regulering af arbejdsmarkedet og ingen partsaftaler, hvor regering, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer går sammen om de store linjer. Det ville kort sagt komme til at ligne situationen i en række sydeuropæiske lande og det ønsker vi bestemt ikke.
Den danske model har reguleret arbejdsmarkedet gennem mange år og for mig er der ingen tvivl om, at det også er den model, som vil fungere bedst de kommende mange år.
Nærhed
’Nærhed’ er et centralt begreb i DFL. Det er din nærhed til din tillidsrepræsentant og til din lokale personaleforening. Men det er bestemt også nærheden til formandskab og sekretariat.
I DFL lægger vi stor vægt på, at du som medlem også føler nærhed til foreningens beslutningsprocesser. Vi vil have åbenhed og en høj grad af medlemsdeltagelse ved vigtige beslutninger – ikke mindst omkring krav til overenskomsterne.
Her er virkelig tale om nærdemokrati, for som medlem kan du give dit besyv med, både i spørgeskemaundersøgelser men også over for den lokale personaleforening, som kan bringe dine tanker og ideer videre til hovedbestyrelsen. Overenskomstspørgeskemaet er en god lejlighed til at komme med ideer og forslag og jeg kan garantere for, at de alle bliver læst og vurderet.
Det er heller ikke sjældent, at jeg som landsformand får en email med tanker og forslag til såvel DFL’s arbejde som til overenskomsten. Dem er jeg glad for og prøver altid at besvare hurtigt.
I midten af maj holdt vi orienteringsmøde og også det er en del af nærheden. Her er vi 120 repræsentanter for DFL samlet ansigt-til-ansigt og her giver personlig kontakt og ’networking’ et væld af information om, hvad der sker lokalt i personaleforeningerne og hvad medlemmernes holdninger er.
Orienteringsmødet er tid for status på et års arbejde i DFL og en accept af, at vi arbejder i den rigtige retning. I år havde orienteringsmødet særlig fokus på overenskomsten i 2012 og der kom mange værdifulde input til arbejdet. Erfaringerne fra overenskomster i den private sektor er, at overenskomstforhandlingerne bliver udfordrende og at den økonomiske ramme er begrænset.
Dette vil jeg glæde mig til at fortælle om på landsmødet i 2012, hvor overenskomsten er faldet på plads – forhåbentlig efter en positiv dialog.