
DFL
DFL blev stiftet den 30. maj 1944.
Dengang hed det Danske Forsikringsfunktionærers Sekretariat (DFS), og det var personaleforeningerne i Dannebroge, Haand i Haand, National, Nordeuropa, Nye Danske, Skandinavia og Tryg, der stod bag stiftelsen. I alt havde foreningen 850 medlemmer.
Der er sket meget siden dengang. I dag er medlemstallet tidoblet, så DFL nu tæller cirka 7.500 medlemmer, og antallet af personaleforeninger er steget til 32. Samtidig har DFL udviklet sig til en moderne fagforening, hvor medlemsdemokratiet er i højsædet. Det giver sig blandt andet udslag i, at foreningen har nedsat en lang række udvalg og faggrupper.
Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening er en partipolitisk uafhængig organisation, og det samme er alle de organisationer, DFL er tilsluttet.
DFL har til formål at varetage medlemmernes faglige, sociale og økonomiske interesser.
DFL består som nævnt af mere end 30 personaleforeninger, der arbejder med de lokale problemer med støtte fra DFL. Den enkelte personaleforening er en sektion af DFL. Det er det lokale arbejde, der betyder noget i hverdagen i det enkelte selskab med dets personaleforeningsbestyrelse, samarbejdsudvalgsmedlemmer, tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter. Det er på det lokale plan, man har kontakten til medlemmerne og selskabets ledelse. Og det er her, man løser de daglige problemer.
DFL står i baggrunden med de overordnede aftaler samt råd og vejledning til personaleforeningerne.
Læs om medlemskab af DFL her